Mellem landet og byen – regionens bynære mosaiklandskaber

Jørgen Primdahl – prof. landskapsförvaltning,Professor Danish Centre for Forest, Landscape and Planning University of Copenhagen

I 2040 indgår byen, naturen og landbruget i Øresundsregionen et umiddelbart og tæt samspil. Overalt i bymiljøerne er der kort og let tilgængelig adgang til det åbne landskab ved kysterne og i kulturlandskabet. ’Deep structure’, dvs. vådområder (søer, moser, enge, strandenge, vandløb), særlige terrænforhold (kystskrænter, randmoræner, tunneldale, åse mv.), overdrev og skovene udgør stabile bygrænser – nogle steder i deres oprindelige form, andre steder som ’naturgenoprettede’ vådområder, restaurerede overdrev og skove under omlægning til naturnær skovdrift.

Tidligere, større barrierer mellem landskabet og den enkelte bydel er gennem årene blevet fjernet  eller reduceret ved nedgravninger eller omlægninger, ligesom dybe, grønne parkkiler er etableret/udbygget til at ’forbinde’ de mere kompakte bycentre med de åbne landskaber.

Regionen er vokset med omkring en million indbyggere. Det regionale landskab fremtræder som en mosaik af bydannelser, jordbrugsområder af forskellig karakter og egentlige skov-naturområder. Generelt gælder at en meget stor del af ’landskabsforvaltningen’ sker som en del af rekreative aktiviteter af den (store) ældre befolkningsgruppe

Bydannelserne
De enkelte byenheder er først og fremmest blevet tættere og er der udover også vokset lidt i areal. Ingen nye satelitbyer eller ’newtowns er udviklet. Derimod har der fundet betydelige omstruktureringer af eksisterende byenheder sted. Overflødige trafikanlæg og gamle industrianlæg er omlagt – visser steder er de fjernet, andre steder har de helt skiftet karakter og anvendelse.

De enkelte bydele har fået et varieret og betydeligt mere direkte ’interface’ med det åbne landskab, således, at bydelene helt overvejende trafikforsynes med effektive trafikforbindelser ”indefra” således at en stor andel af beboerne har direkte adgang fra boligen til grønne landskaber. De inderste grønne områder har parkkarakter og forvaltes som offentligt ejede parkanlæg med aagang for alle. Selve grænseområderne består i sammensatte landskaber med haver, gartnerier, græssede områder og småskove og forvaltes i vid udstrækning af beboerne selv. Tidligere tiders kolonihaver er udviklet til en meget bredere vifte af rekreative tilbud som private haver (som de nuværende kolonihaver) samt som fælles haver, græsningsarealer og lokale skove, der ejes og drives af lokale fællesskaber.  Grænseområder går gradvist over i mosaikker af landbrug, gartneri, skove og naturområder.

Jordbrugslandskaberne
Gennem jordfordelinger og en stadig mere territoriel landdistriktspolitik fra 2000 reformerne af EU’s landbrugspolitik er det lykkes at (gen)skabe egentlige fuldtislandbrug med produktioner orienteret mod ferske højkvalitetsprodukter – først og fremmest målrettet Øresundsregionens bybefolkninger men også med en eksport ud af området. Det karakteristiske for denne nye landbrugsproduktion er at selve produktionsenhederne er relativt åbne, således at gående og cyklende kan færdes i landskabet og opleve afgrødernes forskellige farver og dufte og deres udvikling gennem året frem til høstning.

Også dyreholdet er organiseret så det kan opleves og så det bidrager til at berige landskabets æstetiske dimensioner i bred forstand.   

Skov- og naturområderne
Øresundsregionens skove er stort set alle omlagte til naturnær skovdrift og er i 2040 – som i dag blandede private og offentlige skove med overvægt af offentlige ejede skove. Der produceres stadig tømmer og brænde i skovene men nu sker hugsten udelukkende som plughugst ligesom brændet sælges direkte på stedet således at brændeproduktion og rekreative aktiviteter er integrerede.

Også græsningen af de såkaldte ’halvnaturarealer’ som engene, overdrevene, stranddengene, og hederne foregår med et kombineret produktions- og friluftslivsperspektiv. Disse naturareler er i langt større udstrækning end i dag forbundne med økologiske korridorer langs vandløb og andre naturlige ledelinier i landskabet.

Sammenfattende er det lokale mosaiklandskab betydeligt mere rigere naturmæssigt, jordbrugsmæssigt og æstetisk end tilfældet er i dag – ligesom det landskab er kommet i tættere kontakt til regionens enkelte byenheder. Landskabets forankring i naturgrundlaget i den dybe kulturhistorie vil i 2040 være tydeligere end i dag.

Øresundsregionen vil i 2040 på samme tid være blevet mere ’regionalt forankret’ og vil samtidig være
tættere forbundet med globale netværk af alskens slags.